Huset Davidsen

I 1888 fik vinhandler Oskar Davidsen restauratørbevilling og åbnede en vinstue i forbindelse med sin vinhandel i København.

Men da gæsterne også kunne føle sult, gik Petra Davidsen i baglokalet og kreerede smørrebrød til dem. Sådan begyndte det… Og det udviklede sig. Stamkunderne indfandt sig punktligt ved frokosttid for at fryde ganer og maver ved det delikate smørrebrød, skabt af lige dele gedigne råvarer og gastronomisk fantasi. Nye kunder kom til. Og ryet om Davidsens smørrebrød gik by og land rundt.

Den berømte smørrebrødsseddel blev til i løbet af dette århundredes første år. 178 variationer over et dansk tema: Smørrebrød. Sedlen er over 140 centimeter lang. Den længste i verden. Og selvfølgelig optaget i Guinness Book of Records.

Men det er hverken mængden eller længden, der har skabt smørrebrødets internationale succes. Det er kvaliteten. Gennem 100 år. Oskar og Petra Davidsen blev efterfulgt af sønnen Vagn Aage Davidsen. Så kom Vagn Aages søn, Per Davidsen, til – støttet af hustruen Hedevig (Numme) Davidsen og kompagnonen Axel Svensson.

I 1965 gik vejen fra “gamle hus” på Åboulevarden til Søpavillonen, hvor Restaurant Oskar Davidsen befæstede sit danske og internationale ry frem til 1974. I mellemtiden var fjerde generation trådt ind i familievirksomheden. Per og Numme Davidsens datter, Ida Davidsen.

Som smørrebrødets ambassadør gjorde hun dansk gastronomi endnu mere kendt og elsket uden for Danmarks grænser. Ida Davidsen har blandt andet lavet smørrebrød til gæsterne på Restaurant Scandia i Hollywood. Til passagererne hos British Airways og Canadian Pacific. Hun har stået i spidsen for det kulinariske islæt ved danske fremstød mange steder i verden i samarbejde med Udenrigsministeriet og danske landbrugsorganisationer. Siden 1978 har Ida Davidsen med sin mand Adam Siesbye også haft ansvaret for den gastronomiske linie og drift af en dansk restaurant på Hotel Maksoud Plaza i São Paulo, Brasilien.

Da æraen i Søpavillonen sluttede i 1974, åbnede Ida Davidsen og Adam Siesbye Restaurant Ida Davidsen i St. Kongensgade 70, hvor de sammen med personalet i køkken og restaurant viderefører den 100-årige ubrudte familietradition for kvalitet og dansk madkultur.

I dag drives restauranten af sønnen Oscar Davidsen, der er 5. generation i Huset Davidsen. Ida Davidsen er stadig at finde dagligt i køkken og restaurant, og søsteren Mia har også sin daglige gang i restauranten.

Tredie og fjerde generation – Numme og Per Davidsen og Ida.

Søpavillonen var i næsten ti år ramme for Oskar Davidsens specialiteter.

Tre generationer af familien Davidsen.